Høreapparater og privat høreklinik i Charlottenlund
Høreklinik med egen øre-næse-hals-afdeling i samme hus.
Høreklinikken på Charlottenlund Privathospital tilbyder undersøgelse af hørelsen og behandling med høreapparater til voksne. Tilpasningen foregår ambulant på Jægersborg Allé i Charlottenlund. Høreprøven udføres af audiologopæd, og hospitalet har sin egen øre-næse-hals-afdeling i samme hus. Vi forhandler høreapparater fra Widex, Oticon, Signia og Bernafon.
Hvad sker der, når du kommer til høreprøve?
Vi laver vores egen måling, uanset om du har været testet andetsteds først. Grunden er enkel: vi skal kunne stå inde for det tal, vi bygger en behandling på, og en måling er kun så god som forholdene, den er lavet under.
Vi måler to ting. Toneaudiometri viser, hvilke tonehøjder du har mistet — typisk de lyseste først. Taleaudiometri viser noget andet og ofte vigtigere: hvor stor en del af de ord, du hører, du faktisk kan afkode. To mennesker med næsten identiske audiogrammer kan have vidt forskellig gavn af et høreapparat, og det er her, forskellen viser sig.
Dertil kommer en kig i øregangen, en vurdering af trommehinden og en måling af trykket i mellemøret. Bagefter sætter vi os ned og gennemgår resultatet med dig.
Vi forklarer også, hvad der realistisk kan opnås. Et høreapparat forstærker og bearbejder lyd, men det genopbygger ikke det, der er gået tabt i det indre øre. Ud over lydstyrken ændrer også lydkvaliteten og ordforståelsen sig, og hørelsen bliver derfor ikke den samme som før. Det er vigtigt at vide, inden man går i gang — de fleste skuffelser skyldes forventninger, ikke apparatet.
Hvorfor betyder det noget, at høreklinikken ligger på et privathospital?
Al høreapparatbehandling med offentligt tilskud kræver, at en speciallæge i øre-næse-halssygdomme har undersøgt dig og stillet en diagnose. Det er ikke noget, vi har fundet på — det er et krav, og det gælder alle.
Din høreprøve gennemgås af en læge, inden vi går videre. Viser den noget, der kræver nærmere afklaring, ligger øre-næse-hals-afdelingen i samme hus, og vi kan planlægge, hvad der skal ske uden at skulle henvises et andet sted hen.
Det betyder noget, fordi ikke alle høretab skal behandles med et høreapparat.
Nogle høretab skyldes forhold, der kan behandles på anden vis — for eksempel væske i mellemøret, nedsat bevægelighed af øreknoglerne eller ændringer ved trommehinden. I de tilfælde vil et høreapparat forstærke lyden uden at gøre noget ved årsagen.
Andre fund kræver videre udredning. Det gælder blandt andet markant forskel mellem de to ører, pludseligt opstået høretab, ensidig vedvarende tinnitus og svimmelhed, der optræder sammen med høretabet. I sjældne tilfælde kan sådanne symptomer skyldes en godartet svulst på balancenerven, et vestibularis-schwannom, som kræver udredning i øre-næse-halsregi.
Ser vi noget af dette, kan den videre afklaring planlægges i sammenhæng med din undersøgelse.
Hvilke mærker af høreapparater kan du vælge imellem?
Vi forhandler Widex, Oticon, Signia og Bernafon.
De fire producenter har hver deres måde at gribe lyd an på.
- Widex arbejder med meget kort behandlingstid i apparatet, hvilket flest bemærker på musik og på klangen af deres egen stemme.
- Oticon går efter at bevare hele lydbilledet frem for at skære det væk, og bruger et neuralt netværk til at trække tale ud af støj.
- Signia er bygget omkring samtaler, hvor ordet skifter mellem flere personer, og følger med, når det gør.
- Bernafon aflæser hoved- og kropsbevægelser og lader retningsvirkningen følge det, du er ved at rette opmærksomheden mod.
Der findes ikke ét mærke, der er bedst for alle. Valget afhænger af dit høretab, dine omgivelser og hvad du oplever som naturlig lyd — og det er derfor, du prøver før du beslutter dig.
Ud over lyden er der formen. Nogle apparater sidder bag øret med en tynd tråd ind i øregangen, andre sidder helt inde i øret. Hvad der kan lade sig gøre, afhænger af høretabets størrelse og af øregangens facon. Størrelsen siger intet om, hvor godt apparatet virker.
Hvordan finder vi det rigtige teknologiniveau?
Alle fabrikanter fremstiller det samme apparat i flere teknologiniveauer. Hardwaren er ofte den samme; det er signalbehandlingen, der er skruet op eller ned. Jo højere niveau, jo bedre klarer apparatet situationer med mange lydkilder på én gang.
Til gengæld er forskellen mellem niveauerne lille i rolige omgivelser. Sidder du mest til en-til-en-samtaler og ser fjernsyn, vil du sjældent kunne mærke forskel på et mellemniveau og topniveauet. Derfor anbefaler vi ikke automatisk det mest avancerede apparat. Teknologien skal matche det liv, du lever.
Vi placerer hvert apparat i den kategori, fabrikanten selv angiver — ikke efter, vores avance. Det betyder også, at vi fravælger enkelte modeller, hvis vi vurderer, at vores indkøbspris ikke passer til det niveau, apparatet hører hjemme i.
Hvem kan behandles hos os?
Vi behandler voksne med ukompliceret høretab, hvilket dækker langt de fleste med aldersbetinget eller støjbetinget hørenedsættelse.
Enkelte skal behandles på en offentlig audiologisk afdeling i stedet. Det gælder, hvis du er under 18 år, hvis din evne til at skelne ord er væsentligt nedsat, hvis du har høretab på det ene øre kombineret med kraftig tinnitus, hvis du samtidig har et andet svært sansetab som nedsat syn, eller hvis du skal have et apparat forankret i knoglen. Ser vi noget af dette ved undersøgelsen, sørger vi for henvisningen.
For at få offentligt tilskud skal du henvises af en speciallæge i øre-næse-halssygdomme. Den henvisning kan du få hos os.
Hvad er inkluderet, og hvad koster det?
Prisen dækker to høreapparater, oplader, høreprøve, forundersøgelse, tilpasning, prøveperiode, tryghedsordning og opfølgning. Vi har faste priser, og du får det samlede beløb oplyst, før du beslutter dig.
Se de aktuelle priser på vores oversigt over priser på høreapparater, og læs om offentligt tilskud, Sygesikring Danmark og helbredstillæg under tilskud og regler.
Om Charlottenlund Privathospital
Charlottenlund Privathospital har hovedsæde på Jægersborg Allé 4 i Charlottenlund og klinikker flere steder i landet. Øre-næse-hals-afdelingen blev grundlagt i december 2019 og har over 20 tilknyttede øre-næse-hals-speciallæger og omkring 10.000 patientbesøg om året.
Høreapparatbehandlingen udføres af audiologopæder.
Sundhedsstyrelsens vejledning om høreapparatbehandling anfører audiologopæder med erfaring i audiologi blandt de faggrupper, der må udføre audiometri og tilpasning af høreapparater.
Kilder
- Sundhedsstyrelsen: Faglige kvalitetskrav og anbefalinger til høreapparatbehandling af voksne (2025).
Ofte Stillede Spørgsmål
Skal jeg have en henvisning for at komme til høreprøve?
Nej. Du kan bestille tid direkte hos os. Skal du have offentligt tilskud til høreapparater, kræver det en henvisning fra en speciallæge i øre-næse-halssygdomme, og den kan du få hos os..
Hvor lang tid tager en høreprøve?
Sæt cirka en time af til forundersøgelsen. Ud over selve høreprøven gennemgår vi resultatet med dig og taler om, hvad der vil være den rigtige løsning.
Kan jeg få høreapparater med hjem samme dag?
Vi har de fleste apparater på lager. Kommer du langvejs fra, tilrettelægger vi så vidt muligt undersøgelse, udlevering og førstejustering på samme dag.
Hvad hvis høreapparater ikke er den rigtige løsning for mig?
Så siger vi det. Nogle høretab behandles bedre på anden vis, og nogle skal udredes videre. I begge tilfælde forklarer vi hvorfor og henviser dig det rigtige sted hen.
Kan jeg fortryde, hvis apparaterne ikke fungerer for mig?
Ja. Du har en prøveperiode på ca. 2 måneder, hvor du kan returnere apparaterne og få pengene tilbage. Undtaget er specialfremstillede propper, og du får altid besked, før de bestilles.
Skal jeg have et eller to høreapparater?
Det afhænger af, om høretabet er på begge ører. Ved høretab på begge ører giver to apparater som regel bedre taleforståelse i støj og bedre fornemmelse af, hvor lyden kommer fra. Vi vurderer det sammen med dig.
Hvor tit skal jeg til kontrol?
Du kommer til kontrol efter cirka to måneder, hvor vi justerer efter dine erfaringer. Har du brug for at komme før eller oftere i indkøringsperioden, finder vi en tid.
Passer et usynligt høreapparat til mig?
Det afhænger af dit høretabs størrelse og af din øregangs form. Nogle øregange er for snævre, og ved større høretab kan et apparat bag øret give bedre lyd. Vi vurderer det ved undersøgelsen..
Kan et høreapparat hjælpe på tinnitus?
Mange med høretab oplever samtidig tinnitus. Behandling med høreapparat kan i mange tilfælde lindre generne, fordi hjernens opmærksomhed flyttes væk fra lyden. Ved ensidig, vedvarende tinnitus skal årsagen dog altid udredes først.
Hvorfor lyder min egen stemme forkert i starten?
Fordi du pludselig hører frekvenser, du har undværet i årevis, og din egen stemme er den lyd, du kender bedst. De fleste vænner sig til det i løbet af nogle uger. Bliver det ved, kan vi justere apparatet.