Menopause, hormonforstyrrelser og overgangsalder: Alt du bør vide

Bestil tid

Menopause og overgangsalder er naturlige faser i livet, men de kan medføre hormonforstyrrelser og symptomer, der påvirker både krop og sind. Her finder du alt, hvad du skal vide om symptomer, behandling og hormonel balance.


Hvad er PERIMENOPAUSE, menopause og overgangsalder?


Perimenopause

Perimenopause er den overgangsperiode før menopausen, hvor hormonproduktionen fra æggestokkene begynder at svinge og gradvist falde. Perioden kan vare flere år og kan forekomme, selv om menstruationerne fortsat er regelmæssige.

De hyppigste symptomer er ændringer i menstruationsmønstret (fx variation i blødningsmængde eller cykluslængde), efterfulgt af søvnforstyrrelser, træthed og humørændringer. Mange oplever også led- og muskelsmerter, som kan være udtalte og hænger sammen med ændringer i østrogen og inflammatorisk aktivitet. Vasomotoriske symptomer som hedeture og nattesved forekommer også, men er ikke nødvendigvis de første tegn.

Senere i forløbet bliver menstruationerne typisk mere uregelmæssige, indtil de ophører helt ved menopausen.


Menopause / overgangsalderen

Menopause er det tidspunkt i en kvindes liv, hvor menstruationen ophører permanent. Diagnosen stilles retrospektivt efter 12 måneders ophør af menstruation uden anden årsag. Det indtræder typisk i alderen 45–55 år og markerer afslutningen på den reproduktive fase, hvor hormonproduktionen fra æggestokkene (østrogen og progesteron)  gradvist falder og til sidst bliver meget lav.

Når hormonproduktionen stabiliserer sig på et lavt niveau efter menopausen, vil de symptomer, der ofte starter i perimenopausen, hos mange kvinder ikke blot fortsætte, men opleves som mere konstante og i nogle tilfælde mere belastende. Det kan påvirke søvn, energiniveau og kognitive funktioner samt give vedvarende smerter fra led og muskler. For en del kvinder får generne en sådan karakter, at de påvirker arbejdsevne, sociale relationer og den generelle livskvalitet betydeligt.

Samtidig ses ofte tiltagende gener fra slimhinder og væv, hvor østrogen normalt har en beskyttende effekt, hvilket kan give yderligere ubehag i hverdagen.

For nogle kvinder er denne fase relativt mild, men for en betydelig andel er symptomerne så udtalte, at de kræver målrettet behandling og individuel vurdering.


Hvordan ved du, at du er i overgangsalderen?

De første tegn på overgangsalderen kan være uregelmæssige menstruationer, hedeture og natlige svedeture. Andre symptomer inkluderer tørhed i skeden, nedsat sexlyst og humørsvingninger. Hvis du oplever disse symptomer, kan det være en god idé at tale med en læge for at få bekræftet, om du er i overgangsalderen.


Symptomer på hormonelle forandringer i overgangsalder


Hormonelle forandringer i overgangsalderen (ofte omtalt som hormonforstyrrelser) kan føre til en række forskellige symptomer. De mest almindelige inkluderer:


  • Hedeture: En pludselig følelse af varme, ofte ledsaget af rødmen i ansigtet og sved.
  • Søvnproblemer: Mange kvinder oplever søvnløshed eller afbrudt søvn.
  • Humørændringer: Følelser af irritabilitet, uro eller nedtrykthed kan forekomme.
  • Ændringer i menstruationsmønster: Menstruationer kan blive uregelmæssige, kraftigere eller lettere, inden de stopper helt.
  • Træthed og nedsat energiniveau: Mange oplever vedvarende træthed, som ikke nødvendigvis bedres ved hvile.
  • Kognitive symptomer: Oplevelse af nedsat koncentration, hukommelsesbesvær eller mental “tåge”.
  • Led- og muskelsmerter: Diffuse eller mere udtalte smerter, som kan påvirke daglig funktion.
  • Nattesved: Episoder med kraftig svedtendens om natten, som kan forstyrre søvnen.
  • Gener fra slimhinder: Tørhed og irritation, særligt vaginalt, men også fra øjne og mund.


Disse symptomer varierer fra kvinde til kvinde og kan påvirke livskvaliteten i større eller mindre grad.


Langsigtede konsekvenser af hormonelle forstyrrelser:

Ud over de umiddelbare symptomer kan hormonel ubalance føre til langsigtede helbredsproblemer som knogleskørhed og øget risiko for hjerte-kar-sygdomme. Det er derfor vigtigt at tage symptomerne alvorligt og overveje behandling, hvis nødvendigt.


Behandlingsmuligheder for kvinder i perimenopause eller menopause:


Behandling af hormonelle forstyrrelse og symptomer på overgangsalderen afhænger af den enkelte kvindes behov og helbredstilstand. Hormonbehandling (HRT : Hormon Replacement Therapy) er en af de mest effektive metoder til at lindre symptomer som hedeture og knogleskørhed.


For kvinder, der ikke ønsker hormonbehandling, findes der alternative løsninger som livsstilsændringer, kosttilskud og naturlægemidler. Regelmæssig motion, en sund kost og stresshåndtering kan også hjælpe med at reducere symptomerne og forbedre livskvaliteten.


Fordele og ulemper ved hormonbehandling (HRT = Hormon Replacement Therapy)

Nyere danske anbefalinger fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi understreger, at hormonbehandling kan overvejes allerede i perimenopausen ved relevante symptomer.


Hormonbehandling er den mest effektive behandling mod symptomer relateret til østrogenmangel i overgangsalderen og kan have væsentlig betydning for både livskvalitet og funktion i hverdagen.

Fordele
Behandlingen reducerer effektivt symptomer som søvnproblemer, træthed og gener fra led og muskler. Mange oplever også forbedret mentalt overskud og kognitiv funktion. Derudover forebygger hormonbehandling knogletab og reducerer risikoen for osteoporose og knoglebrud.

Ved opstart tidligt i forløbet (under 60 år eller inden for ca. 10 år efter menopausen) er HRT desuden associeret med en gunstig effekt på hjertekarsygdomme.

Hormonbehandling tåles generelt godt. Der kan være en let øget risiko for blodpropper, særligt ved tabletbehandling.

Hos kvinder med forhøjet individuel risiko – eksempelvis tidligere brystkræft eller stærk familiær disposition – kan hormonbehandling være mindre egnet og kræver en individuel vurdering.

For langt de fleste kvinder uden væsentlige risikofaktorer er behandlingen sikker ved korrekt anvendelse og opfølgning.


Hvornår skal du søge hjælp?


Hvis symptomerne på overgangsalder eller hormonforstyrrelser påvirker din daglige livskvalitet, bør du overveje at søge professionel hjælp. En læge eller gynækolog kan hjælpe med at diagnosticere og anbefale den bedste behandlingsplan for dig. Tidlig intervention kan også hjælpe med at forebygge langsigtede helbredsproblemer.


Frequently Asked Questions


Hvad er forskellen mellem menopause og overgangsalder?

Menopause refererer til tidspunktet for den sidste menstruation, mens overgangsalder dækker perioden før og efter, hvor hormonelle ændringer kan føre til symptomer.


Hvilke symptomer er mest almindelige i overgangsalderen?

De mest almindelige symptomer inkluderer hedeture, søvnproblemer, humørsvingninger og tørhed i skeden.


Kan hormonbehandling hjælpe med overgangsalderens symptomer?

Ja, hormonbehandling kan effektivt lindre symptomer som hedeture og knogleskørhed, men det er vigtigt at diskutere fordele og risici med en læge.


Hvornår bør jeg kontakte en læge om overgangsalderen?

Hvis symptomerne påvirker din livskvalitet eller varer ved i længere tid, bør du kontakte en læge for at få rådgivning og behandling.





Bestil tid til behandling

Behandlingsområder


På Charlottenlund Privathospital tilbyder gynækologerne blandt andet behandling inden for følgende områder:



Venteværelse

Bestil tid til behandling af gynækolog hos os


Hvis du ønsker at tale med en gynækolog, er du meget velkommen til at kontakte os. Vores sekretærer står klar til at hjælpe dig, besvare dine spørgsmål og finde en tid, der passer til en indledende samtale.

Bestil tid